Diabetes – hvorfor behandle?

jul
2018
09

posted by on Medicin, Sundhed, Sygdom

Kommentarer lukket til Diabetes – hvorfor behandle?

Diabetes eller sukkersyge er en kronisk sygdom, som de fleste danskere i en eller anden form har inde på livet enten fordi de selv er én af de ca. 250.000 danskere, der har sygdommen eller fordi de kender én, der har.

Størstedelen af diabetikerne har type 2 varianten, hvor der fortsat er en egenproduktion af hormonet insulin i kroppen, men hvor følsomheden er nedsat, dvs. virkningen af insulin ikke er optimal. Insulin skal hjælpe sukkeret fra blodbanen over til fx muskler, hvor det kan bruges som brændstof til muskelarbejde, men ved manglende effekt af insulin forbliver sukkeret i blodbanen. Dette kan måles i en blodprøve for blodsukker/glukose. Man kan tage en ”her og nu” prøve hvor man får den aktuelle værdi eller et gennemsnitssukker, der viser blodsukkerniveauet gennem de sidste 2-3mdr. Sidstnævnte prøve anvender man til at diagnosticere sygdommen.

Når blodsukkeret er forhøjet laver det (over tid = år) skade på blodkarrene og derfor er man i højere risiko for en hjerte/kar sygdom, når man har forhøjet blodsukker.

Behandling af type 2 diabetes går derfor i første omgang ud på, at sænke blodsukkeret, dette kan gøres ved kost og motionsændringer og i flere tilfælde vil det være nødvendigt med blodsukker-sænkende tabletter.

Har man spist for meget sukker, hvis man får sukkersyge?

Både ja og nej! Diabetes er en sygdom, der ligger i generne, det er arveligt betinget. Dvs. hvis ingen i din familie har sukkersyge, så har du en risiko for at udvikle sygdommen på 10%, men hvis én forælder har sygdommen, er risikoen 40%. Nogle mennesker vil derfor aldrig udvikle sukkersyge uanset levevis.

Omvendt så kan/vil uhensigtsmæssig levevis med overvægt og manglende motion fremskynde sygdommen og dens komplikationer. Dette er bl.a. årsagen til, at flere og flere får sygdommen i en yngre alder. (Det skyldes også, at man er blevet bedre til at diagnosticere sygdommen og har ændret diagnosekriterier, men det er en anden snak).

Hvorfor kigger man på blodtryk og kolesterol hos en diabetiker?

Diabetes medfører en øget risiko for sygdom i hjerte/kar systemet, dvs. en blodprop i enten hjerte eller hjerne. Kolesterol er det fedt, der bl.a. aflejres i blodbanen. Det kan være arveligt forhøjet, men påvirkes også af den kost, vi indtager. Animalsk fedt, dvs. fedt fra dyr anses for at være den største kilde til det usunde fedt/kolesterol, dvs. smør, ost, mælkeprodukter osv. Man anbefaler ½ L fedtfattigt mælkeprodukt dagligt.

Udover at forebygge hjerte/kar sygdom, så skal man som diabetiker være opmærksom på risikoen for at udvikle andre komplikationer til sygdommen. Disse komplikationer optræder især ved ukontrolleret sygdom eller diabetes af mange års varighed. Især nyrer, øjne og fødder rammes, dette vil blive omtalt nærmere i kommende artikel.

Læs mere på diabetesforeningens hjemmeside eller altomkost.dk

VN:F [1.9.13_1145]
Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
VN:F [1.9.13_1145]
Rating: 0 (from 0 votes)